Turen foregik i juli måned og længden af den beskrevne rute er ca. 1100 km – 17 dage på små veje – kun ved de større turistattraktioner blev vi tvunget ud på større veje. Det er en hård rute – sjældent ligeud – for det meste op og ned; og det var de små bakker der var de værste - korte men stejle. De høje pas derimod har med enkelte undtagelser hårnålesving med en stejlhed, der passer for en dansk turcyklist, der ikke er på EPO.

Vi blev sat af bussen kl. 5 om morgenen. Chaufføren var nok lidt mopset. Vi fire var de eneste, der skulle af i Tournus den morgen – og det støvregnede. Det var tydeligt at chaufføren hellere ville have fortsat direkte af motorvejen til Orange, men nu skulle cykeltraileren åbnes, cyklerne bakses ud og vores bagage findes i mængder af anden bagage. Farvel og tak – vi ses om 17 dage i Orange.

Man er ikke særlig vaks kl. 5 om morgenen efter at have rumlet ned gennem Europa i en såkaldt "sovebus", men bagagen blev hængt på cyklerne, rejsetøjet blev skiftet ud med cykeltøj og vi var klar til at begynde turen. Efter en kort rundtur i den gamle bydel for at skaffe morgenmad, kørte vi ud af D215 i retning mod Brancion. Her skulle der i.flg. Michelin guiden være et marked – så der var ingen grund til at slæbe på middagsmaden. Allerede indenfor de første 5 kilometer skulle vi slæbe os op af to stejle bakker (2 pile) og over ét pas – så nogen blid start på dagen blev det ikke, men det var dejligt igen at være på cykelferie i Frankrig – frihed på to hjul.

Vi nåede Brancion, men det var 100 år for sent. Det omtalte marked var en gammel markedshal fra forrige århundrede – det var en streg i regningen. Mad forsyningerne var nu knappe og der var ingen forretninger i syne. I nogle dele af Frankrig er det nærmest umuligt at handle i de små lokalsamfund. Alle franskmænd har bil og kører gladeligt adskillige kilometer til den nærmeste større by for at handle i områdets Gigant Casino. I disse områder er det svært at være turcyklist. Turen til nærmeste butik kan være lang og rubrødsmotoren kan nemt gå flad, hvis den ikke får flûte, ost og tomater. Bakkerne bliver dobbelt så stejle og vejen tre gange så lang. Vi måtte nøjes med de krummer, der var tilbage af madpakken fra rejsen.

Ad små asfalterede markveje gik turen nu videre mod Cluny, der er mest kendt for sine mange klostre tilhørende Cluny munkeordenen. På denne meget kuperede rute kom vi over dagens højeste pas Col de la Croix (486m). I Cluny holdt vi et mindre kageorgie og diskuterede dagens videre forløb. Den videre vej så på kortet ud til at være mindre kuperet og selvom det var sidst på dagen valgte vi at fortsætte til Matour. Det var en fornøjelse igen at være på flad vej. I forhold til de foregående timer så kilometertælleren nærmest ud til at være løbet løbsk.

Det var varmt fra morgenstunden. I modsætning til morgenen før gik sammenpakningen af lejren som en leg. Det tog dog stadig for lang tid - hver ting havde endnu ikke fundet sin faste plads. Der går altid nogle dage, før alle rutiner er på plads. Både ens egne, men også gruppemedlemmerne indbyrdes. Efter den sædvanlige morgen proviantering tog vi fat på opstigningen af D51 op gennem den smukke Gorges du Désert til udsigtspunktet Rocher de Rochefort. Herfra er der en storslået udsigt mod Loire, Roanne og i horisonten det kuperede Beaujolais, hvor vi kom fra. Efter endnu et par kilometers stigning nåede vi op i 1000 meters højde og cyklede ind i Monts de la Madeleine – øde granit bjerge tæt bevokset med fyretræer. Denne søndag var bjergene dog ikke helt så øde, for der var cykelløb og franskmænd i alle aldre var stimlet sammen ved la Loge-des-Gardes for at se rytterne ræse forbi. Vi og vores tungt læssede turcykler sendte de kun medlidende blikke og tænkte måske: "Ak, stakkels mennesker, al den bagage og ikke råd til at købe en bil!". la Loge-de-Gardes er også udgangspunkt for langrends løjper i alle retninger.

Det var måske naturligt, at den følgende gråvejrsdag blev en mellemdag. Efter nattens udskejelser havde der lagt sig en bedøvende dyne over Frankrig – og os. Det var på tide atter at skifte bjergområde. Ruten gik gennem de grønne bakker – op, ned, op, ned – noget der på det nærmeste kan sammenlignes med en æggebakke. En anstrengende tur gennem små landsbyer. Regnskyerne drev truende over himlen og i Lachaux blev det alvor; der blev åbnet for sluserne og vi flygtede til byens café. Her diskuterede de lokale mænd gårsdagens fodboldkamp over en reparations pastis. Da bygen var drevet over, fortsatte vi. Uden for byen var der en fantastisk udsigt mod sydvest. Vi kunne for første gang skimte Auvergnes vulkaner. Puy de Dôme med sine 1465 m var ikke til at tage fejl af.

Det klarede op. Vi fik nyt mod og det var nødvendigt. For på regnvåde veje gik det nu nedad med svimlende fart. I den lille idylliske by Châteldon holdt vi en kort pause for at sunde os. Husenes byggestil havde nu ændret sig markant – vi var afgjort på vej ind i et nyt område. Efter byen Puy-Guillaume krydsede vi floden Dore og befandt os nu på den store flodslette, der er skabt af den store flod Allier. Parrallelt med denne flod fortsatte vi videre mod sydvest af en gammel for længst overflødiggjort landevej. Byerne så forsømte ud – et område i Tornerose søvn, glemt da den nærliggende motorvej havde taget over.

På flodsletten ligger den store by Clermont-Ferrand med 136.181 indbyggere. C-F er Michelin’s hjemby og vi fik et glimt af Centre D’Essais Michelin, der er et kæmpe anlæg, hvor frabrikken tester nye dæk m.m. Clermont-Ferrand ligger i centrum af et spindelvæv af motorveje og jernbaner. Vi cyklede i en pæn bue uden om selve byen for at undgå det værste trafikkaos. C-F kaldes også "Den sorte by", fordi mange af de gamle huse er bygget af vulkanske sten. Mest markant er den sorte domkirke i centrum af byen. Byen ligger så at sige på kanten af Central Massivet, der er et højt plateau bestående af granit, gnejs og ikke mindst vulkansk sten. Vulkanerne opstod for mange millioner af år siden, da granitten slog revner som følge af forskydninger i undergrunden. Lava fra jordens indre skød til vejrs og dannede vulkanerne. På afstand kan man se det for sig. Vulkanerne ligger pænt på rad og række. Man fornemmer lavastrømmene der bevægede sig ned fra plateauet mod flodsletten. Senere kom isen skurrende og slibende. Smeltevandet gravede dybe dale og var med til at forme landskabet.

Vi valgte at overnatte på mega campingpladsen i Châtelguyon 20 kilometer nord for Clemont-Ferrand. Byen er et godt udgangspunkt for opstigningen fra flodsletten til Central Massivet. Vi nåede sent frem til campingpladsen så denne aften blev det kun til en hurtig pizza i den nærliggende nyere bydel. Normalt står menuen på alt andet end pizza. Efter en lang dag på cyklen er det de 3 og 4 retters menuer, vi kaster os over. Hertil indtager vi et, for det meste, passende kvantum vin eller øl. En typisk 4 retters består som regel af salat eller lokal charcuteri til forret. Hovedretten kan f.eks. være entrecôte eller en sjælden gang kanin. Så kommer ostene ind på et fad. Nogen smager på tre forskellige. Andre smager på alle. Ingen prøver den behårede gedeost. Som afslutning på et i forvejen overdådigt måltid kan man så vælge mellem adskillige deserter. Disse fremgår sjældent af spisekortet og man skal holde ørene stive, når tjeneren på fransk, hurtigt efter hinanden, remser dem op. Man får efterhånden sine favoritter og lytter derfor efter disse. Vil man prøve noget nyt må man bede tjeneren gentage desserterne langsomt og eventuelt spørge igen. Det lykkes altid at få en dessert. De franske tjenere er meget hjælpsomme.

Der var torvedag i den gamle bydel og vi forsynede os med franske delikatesser i rigt mål. Det var nu på tide at få gang i cyklerne og vi startede opstigningen mod Puy de Dôme gennem den smukke grønne dal Vallée de Sans Souci. Efter 10 km nåede vi et af hovedmålene med årets cykeltur "Parc Regional Des Volcans d'Auvergne" – her starter Central Massivet for alvor. Vi havde dog endnu ikke helt sluppet Clermont-Ferrand. Efter at have fulgt kanten af plateauet holdt vi middag med udsigt til byen og kunne tydeligt se den sorte domkirke. I ca. 800 meters højde krydsede vi en jernbane og mødte et tog, der var på vej til Clermont-Ferrand, der ligger i ca. 400 meters højde. Toget skal altså overvinde en højdeforskel på 400 meter over en strækning af ca. 15 km. Trafikken tiltog jo nærmere vi kom Puy de Dôme – turister og familier på udflugt – ikke dårligt for C-F borgerne at have en vulkan i baghaven. På forhånd havde vi læst, at det var forbudt at cykle op til toppen af vulkanen – med mindre man hedder Bjarne Riis og deltager i Tour de France. Der har været mål på toppen af Puy de Dôme i 1465 meters højde et par gange. Opkørslen er flot. Vulkanen er kegleformet og vejen snor sig i en perfekt spiral opad mod toppen. Over 4 km stiger vejen konstant med 12%. Men, vejen er altså ikke åben for almindelige dødelige på cykel. Udenfor turistsæsonen kan man køre derop i bil, men nu var det højsæson og ville vi derop, måtte vi tage bussen. Der er bare lige det problem, at busserne kører fra en parkeringsplads 500 meter oppe af vejen og derop må man heller ikke cykle! Autoritetstro som vi er, skubbede vi cyklerne op af den "lede" bakke til parkeringspladsen. Vi var dog ikke mere autoritetstro, end at vi senere med stor fornøjelse og skadefryd drønede ned af samme bakke overhalende adskillige "blikæsker".

Det blev faktisk varmere og varmere som dagene gik – den perfekte akklimatisering for en bleg dansker. Vi startede dagen med sightseeing og indkøbstur i Orchival. Midt i byen ligger en kæmpe stor basilika fra det 12. århundrede. Kirken ånder af atmosfære. Hver enkelt sten har en signatur, fra den stenhugger der har hugget stenen. Det er en arkitektonisk perle.

Dagens mål var byen le Mont-Dore ved foden af den 1885 meter høje vulkan Puy de Sancy. Først cyklede vi til byen Saulzet-le-Froid. På trods af navnet var der nu ikke særlig koldt, men vinteren må være bidende kold her på højsletten. Det meste ligger over 1000 meters højde. Vi var inde i Saulzet-le-Froid’s eneste butik. En rigtig gammeldags blandet landhandel hvor man kan få det meste. Vi var nu langt fra storbyen Clermont-Ferrand. Vi fortsatte sydpå mod byen Murol. Byen ligger i en dal ved søen Lac Chambon. Her var det meningen at vi skulle holde frokost og have os en svømmetur. Nu er der ikke højdekurver på vores Michelin kort og den vej som vi troede gik ned til søen, gik i stedet opad – stejlt opad. I en skov uden udsigt fulgte det ene hårnålesving efter det andet og det var drøn hedt. I stedet for en kølig svømmetur fik vi en sveddryppende opkørsel. Besætningen var tæt på mytteri. Et plaster på såret var en frokost plads med fantastisk udsigt til Puy de Sancy.

Aurillac er det øvre Auvergnes forretnings- og turisthovedstad. Det er en forholdsvis stor og moderne by, der er vokset op omkring et gammelt kvarter med smalle snoede gader. Der er meget biltraffik og det er ikke nemt at være cyklist. Det var en meget varm dag og vi længtes efter at komme ud på landet igen. Vi fulgte nødtvungent hovedvejen mod Arpajon-s-Cere. Efter den sidste uge at have cyklet mod syd havde vi nu foretaget et halvfems graders sving mod øst. Kort efter Arpajon-s-Cere forlod vi hovedvejen og fulgte D6 mod Labrousse. Vi slap hermed for de fleste biler, men fik til gengæld masser af bakker. Dalene i dette område går nord-syd. Hvis man bevæger sig vest-øst, må man derfor krydse dalene og bjergene imellem dem på tværs. Efter Labrousse drejede vi mod venstre for at komme over til Mur-de-Barrez. Det var en meget smal vej og de næste 7 kilometer kørte vi nedad gennem tæt løvskov. Der var et underligt grønt lys. Vejen var grøn af alger. Der var tyst og stille. Langt nede kunne man høre vand risle. Det var som en drøm, hvor man lydløst glider afsted. Vi nåede bunden af dalen og blev næsten blændet af det kraftige sollys. Her i dalen mødes floderne Goul og Rastheime. Vi holdt en lang forkost på en grøn mark i skyggen under et træ med udsigt til floderne. Det var svært at forlade dette Sjangrila. De næste 16 km gik det opad. Det var stegende varmt. Vand reserverne begyndte at svinde og vi var godt møre da vi nåede Mur-de-Barrez. De sidste 23 kilometer havde vi kun mødt én bil og ellers ikke set mennesker. I Mur-de-Barrez var der marked med tivoli og mange mennesker, men vi måtte videre.

Kirkerne i dette område er rene fæstninger. Som rundkirkerne på Bornholm har de i urolige tider tjent som ly for egnens bønder. Kirken i byen Orlhaguet er et godt eksempel på disse solide fæstningskirker. I andre dele af Frankrig har man grebet sagen anderledes an og befæstet hele landsbyen. Selv i dag er dette område øde og jo tættere vi kommer Aubrac plateauet, jo længere bliver der mellem husene. Det er et tørt område og afgrøderne må være sparsomme. Landsbyen Lacalm (1000 m) er sidste by før Aubrac plateauet. Herfra går det stille og roligt opad til ca. 1200 m. På vejen kom vi igennem udstedet la Trinitat. Her føler man sig på det nærmeste hensat til en spagettiwestern. Hver øjeblik forventer man, at Clint Eastwood kommer ridende omkrig hjørnet. Kirken i byen er ældgammel og i hine tider har man kun haft råd til at bygge en meget lille kirker. Efter 18 km nåede vi den første større by S^t Urcize. Herfra forsatte vi videre til byen Nasbinals midt på Aubrac plateauet.

Vi startede med at ræse de sidste 200 højdemeter ned mod Lot. Det er en meget trafikeret floddal. Foruden at krydse selve floden skal man krydse: én jernbane, én hovedvej og én motorvej – og på dette sted er dalen meget snæver. Fra Nasbinals og hertil havde vi været i kendt terræn. I sommeren 1996 havde vi overnattet 2 nætter på campingpladsen ved byen la Mothe, som ligger lige ned til floden. Det var med blandede følelser at vi genså jernbanestationen. Herfra ville vi have taget toget til Clermont-Ferrand og videre til Lyon for at tage flyet tilbage til Danmark. Her var vi blevet afvist af en arrogant fransk togkonduktør. Ad omveje nåede vi alligevel frem til Lyon i rette tid. Det er den slags oplevelser, der sætter ekstra kolorit på cykelferien.

Det blev dog ikke på 1998 ferien at vi ville forsøge at kolorere vores ferie. Vi var dog inde på stationen i la Mothe, for at se om det var den samme stationsforstander. Det var det ikke, men mon ikke han stadig fortæller historien om de skøre danskere, der først forsøgte at komme med det nordgående tog og endte med at tage det sydgående.

Fra la Mothe forsatte vi gennem byen la Canourgue op til udsigtspunktet Sabot de Malepeyre, hvor der er en fin udsigt tilbage mod Lotdalen. Efter endnu en lille stigning befandt vi os så på Causse de Sauveterre. En Causse er populært sagt en stenet højslette, der på alle sider er begrænset af stejle bjergsider. Bjergsiderne er opstået ved, at floderne for mange tusinde år siden har gravet sig ned i undergrunden, hvor denne var blødest. En sådan floddal kaldes en Gorges. Tilbage stod de skarpt afgrænsede højsletter – Causse’erne. På tidligere cykelture i området har vi været på Causse Méjan og Causse Noir. Alle er de tørre og øde, men hver med deres særpræg. Vi fortsatte over Causse de Sauveterre i sydøstlig retning og kom kun forbi meget få huse. Vi nærmede os nu den berømte Gorges du Tarn. Floddalen er gravet af floden Tarn, der har sit udspring på bjerget Mont Lozére. På sin vej gennem Cévennerne slynger floden sig igennem kolossale klippeformationer. På en tidligere tur har vi fulgt Tarn på dens ca. 250 km lange vej fra Mont Lozére til byen Albi. Mest imponerende er Gorges du Tarn på stykket mellem byerne Ispagnac og le Rozier. Lige ved Tarn’s bred, cirka halvvejs, ligger den lille hyggelige turistby la Malène og den var dagens første mål.

For at komme de 500 højdemeter fra Causse de Sauveterre og ned til la Malène skal man ned gennem en smal stejl dal og vejen er tilsvarende stejl med skarpe små hårnålesving. Hvor det havde luftet lidt oppe på Causse de Sauveterre, var der totalt vindstille nede i Gorges du Tarn. Det var midt på dagen, drønhedt og vi døsede i skyggen. En lille svømmetur i floden blev det også til. Det er meget populært at sejle kano på floden og visse dele af de fantastiske bjergformationer kan kun ses fra floden. På den anden side af Gorges du Tarn ligger Causse Méjan. En smal og meget stejl vej fører fra la Malène og derop. Vejen snor sig næsten lodret opad og er på kortet markeret som "svær og farlig strækning". Tre gange har vi stået i la Malène og set op på vejen. Tre gange har vi opgivet på forhånd. Med en tungt læsset turcykel vil det kun være muligt under meget store anstrengelse. På en let racercykel vil det være meget svært. Vejen op over Causse Méjan er den korteste vej til Meyrueis, men vi valgte "omvejen" ned gennem Gorges du Tarn og op gennem Gorges de la Jonte. Begge floddale byder på fantastiske naturscenerier og kan på det varmeste anbefales – de mange biler må man tage med i købet.

Denne dag skulle vi slappe af og valgte derfor at cykel en tur op på bjerget Mont Aigoual (1567m). Det afslappende bestod i, at vi ikke skulle slæbe alt vores bagage med derop – man føler sig let som en fugl. Vi lagde ud med at kravle de 300 højdemeter, der fra Meyrueis er op til Causse Noir og passet Col de Montjardin (1005m). Efter at have krydset passet cyklede vi ind i Parc National des Cévennes. Vejen de 26 km op til toppen af Mont Aigoual går fortrinsvis gennem skov; et meget kuperet og flot område. Undervejs kommer man forbi hulen Abime du Bramabiau – et underligt og mystisk navn. Hulen står højt på listen over steder, der skal besøges næste gang, vi kommer gennem Cévennerne. Næste pas er Col de la Sereyrède (1300m). Her er en skistation, hvor ud fra går adskillige langrendsløjper. Efter yderligere 3 km når man Col de Prat Peyrol (1380m). Der er ikke meget at se på grund af den tætte skov, men man fornemmer højden; vegetationen ændre sig og det bliver en smule køligere. Endelig slap vi skoven og toppen af Mont Aigoual lå foran os. Vejen derop er stor, flot og ikke særlig stejl. Bortset fra de sidste 10 meter er det muligt at cykle helt op til toppen, hvor et observatorium er placeret. I klart vejr må udsigten være imponerende, men på denne årstid bremses den tit af varmedis.

Tæt forbi campingpladsen løber jernbanen mellem Anduze og S^t Jean-du-Gard. Normal drift på banen er nedlagt og den bruges kun til veterantogskørsel. Vi havde planlagt dagen således, at vi kunne overvære veterantogets ankomst til S^t Jean-du-Gard. Banen er en stor turistattraktion, da den går igennem et meget naturskønt område langs floden Gardon de S^t Jean.

Denne dag havde vi valget mellem en sydlig og en vestlig rute. Den sydlige ville snart bringe os ned i lavlandet. Hvorimod den nordlige ville bringe os over endnu et par pas og nord om den store by Alès. Vi valgte selvfølgelig bjergene og det blev en både hård og varm tur. Det var nok den varmeste dag på hele turen. Fra S^t Jean-du-Gard kravlede vi op til Col d’Uglas (539m). Bjergene her er tørre og vegetationen middelhavsagtig. Selv om de ikke er så høje, er der fin udsigt. På en sådan varm dag bliver vandet i cykelflaskerne hurtigt varmt og ikke særlig interessant. Derfor var vi lykkelige, da vi kom forbi en kilde og kunne fylde os med koldt, rent og klart kildevand. Vi holdt siesta ved en lille flod, hvor lokale franskmænd havde lavet et "badeland" ved hjælp af en lille dæmning. Det var skønt at dase i skyggen og svømme i "pølen".

Den sidste hele cykeldag. Dagens mål var Bagnols-s-Cèze, der ligger 30 km fra Orange og altså så tæt på at vi med sikkerhed kunne nå dertil før busafgang. Fra S^t Jean-de-Valériscle fortsatte vi ned gennem dalen; ned i lavlandet (135m). Vi havde dog bestemt os for en sidste lille bjergetappe, der ville føre os over til floden Cèze, som vi ville følge til Bagnols-s-Cèze. Det største problem ved denne bjergetappe var absolut varmen. Hvor det først på ferien havde været lidt køligt og skyet, var det nu fransk højsommer. Pasvejen førte os op på det lille plateau, hvor byen Mèjannes-le-Clap ligger. Det var noget af en overraskelse at komme til byen, for den bestod udelukkende af moderne feriehuse. De ferierende var tilsyneladende alle hollændere og vi undrede os over, hvad der skulle være så godt ved at holde ferie midt på dette tørre og øde plateau. Der var ingen åbne butikker i byen, så tørsten drev os videre. Fra Mèjannes-le-Clap er der 9 km ned af bakke til Gorges de la Cèze, der faktisk er et langt "badeland". Måske var det derfor feriebyen Mèjannes-le-Clap, lå hvor den lå. Mens de andre svedte og dasede i skyggen under en bro, tog jeg mig adskillige forfriskende svømmeture i floden – og det var bare skønt.

Ad små veje fulgte vi floden Cèze; de første vinmarker begyndte at dukke op. I byen Goudargues stormede vi et supermarked og drak vand i stride strømme. Vi mødte nogle danskere, der var flygtet fra det danske uvejr. De var kørt, indtil de havde nået varmen og var altså endt her i Goudargues. Vi fortsatte videre langs floden, hvor landskabet blev mere og mere kultiveret. Ved byen la Roque-s-Cèze findes et meget specielt naturfænomen. Floden har gravet sig ned i undergrunden og fjernet den porøse klippe, så nu kun den massive klippe står tilbage. Der er dannet et naturligt "badeland" med vandfald og rutschebaner. Der er god fart på vandet, men det afskrækker ikke de modigste fra at lade sig skylle med af floden ned gennem stenlabyrinten. Andre kastede sig med dødsforagt ud fra de høje klipper og ned i de dybe bassiner.

Feriens sidste cykeldag. Vi sagde farvel til mini Holland og cyklede ad fladt landbrugsland mod Rhônefloden. Før vi nåede selve floden, kom vi forbi et atomkraftværk. Vi var nu langt fra Auvergnes øde højsletter. Her var der vinmarker overalt; i horisonten kunne vi skimte mini bjergkæden Dentetelles de Montmirail og kolossen Mont Ventoux (1909m) – vi var tilbage i Provence. Vi krydsede Rhônefloden ved byen Caderousse. Byen er omkranset af høje diger, der er bygget for at beskytte byen mod Rhôneflodens vand. På rådhuset midt i byen er der afsat mærker, der viser, hvor højt vandet nåede op i byens gader ved oversvømmelser, før man byggede digerne. Tit stod vandet op til 1. sals højde og man forstår, at borgerne blev trætte af at lege Venedig. Uden for byen mødte vi de første danske turcyklister. De var stået af bussen om formiddagen og var nu på vej ud i det franske landskab – hvem ved, måske til Cévennerne eller Auvergne. Snart krydsede vi motorvej A7-E15 – Autoroute du Soleil – der starter i Marseille, løber gennem Lyon og forstsætter til Basel – og Danmark.

"Hvorfor stoppe nu ? - Nu går det jo lige så godt - fortsætte gennem Provence til Alperne, over dem og videre – VIDERE!" – Preben vågn op, der er grønt lys!

Trafikken i Orange virker overvældende. Der er varmt, men i den gamle bydel er der skygge og fredeligt. De fornemste seværdigheder i Orange er en romersk triumfbue og et romersk teater. Vi cyklede hen til stationen, hvor vi skulle samles op. Der gik længe før bussen kom. De havde haft et uheld med cykeltraileren. Der var god tid til at tænke over tilværelsen og snakke ferieoplevelser med de andre danske turcyklister.

Bussen kom, vi steg ind og var på vej hjem.